Hvis du vil ha' besked når der kommer nyt på siden, så send din email adresse til MIG og skriv "nyt" i emnefeltet.

6. Jamrock, Sådan en almindelig tirsdag.

 Allerede igen.

Jeg var på weekendtur alene til Ocho Rios. Min kollega Camille bor
tæt ved og kørte mig derop.
Da det har stået lidt sløjt til med at få alkohol, glædede jeg mig over at Camille gad at gå ud og drikke longdrinks med mig (hun drak majdrik).
Jeg blev så festlig, at jeg vågnede næste morgen kl 7.30 fuld påklædt med
fjernsynet kørende og remoten i hånden (jeg behøver vel ikke nævne, udtøret
spyt på kinden og mos på tænderne) Gudskelov alene!
Nogen vil mene at det da er ynkeligt at vågne op sådan alene på et
hotelværelse, men der må jeg sige, jeg havde den der Lore’al feeling
“because i’m worth it” og nød det i fulde drag.
Jeg lagde mig ved poolen, hørte Commodores og tænkte på Lars Daneskov? Han har vel nok god smag i både musik og kvinder….hun er da nus’er hende
Cecilie Frøkjær….
Søndagen tog jeg hjem til Camilles familie, som på det nærmeste har
adopteret mig. Hun har 11 søskende og en million nevøer og niecer der alle
bor i den samme lille flække. Jeg tror der er basis for noget Holebysk
indavl. Hendes mor krammer mig hele tiden og fodre mig med god mad, mens hun kvidre løs om Jesus, så det er jo fint. Ikke sidste gang jeg kommer
derhjem;o)

Så blev det hverdag igen, helt almindelig tirsdag;
Jeg er i skrivende stund stadig udbrændt efter min vagt igår. Jeg ved ikke
om det er muligt for mig at beskrive denne vagt, uden at det lyder som
…….I dont know. Prøver.
Jeg tillod mig igår at skære min 24 timers vagt ned til 18 timer, jeg er
simpelthen nødt til det en gang imellem, 24 timers vagter hver anden dag er
lige rigeligt. Det blev jeg ikke ked af senere.
Mødte kl 14 i “Accidents & emergencies”(A&E). Afd. var præget af vagtskifte
og lettere kaotisk fordi der havde været voldsomme uroligheder i
lokalområdet. KRH ligger som sagt i et høj betændt område og da jeg mødte
var 4 kvinder og 2 børn lige blevet skudt, man mente at det var politiet?
Derfor trådte et udgangsforbud i kraft som skulle gælde dette døgn. Så
tænker man jo at der er styr på folk så længe.
Dagvagterne gik hjem og vi fik grov sorteret i de tilbageværende kunder. På
et tidspunkt var der så roligt at jeg tillod mig at gå over til Kevin på
obstetrisk operationsgang for at spise min aftensmad. Da jeg havde slugt den
sidste mundfuld blev der råbt fra gangen om vi ville løbe ned på fødestue 3
NU. Vi kom ind på fødestue 3, som viste sig at være en mindre fødefabrik, 6
fødende kvinder på en stue kun adskilt af nogle gardiner. Vores tutor var
med os. En jordemoder stod ved et bord og baksede med en nyfødt pige.
Pigen havde hjertestop, vi masserede, ventilerede og vores tutor Nurse Knight
fik intuberet pigen. Vi havde tydeligvis fået puttet luft i hendes
ventrikel, jeg bad om en sonde eller et sugekatheter. I Danmark kan man være
uheldig ikke at have det i hånden man skal bruge, men så får man fat i det.
Her får man at vide at desværre vi har ikke flere, det er en MEGET; MEGET
anderledes oplevelse. Vi fik ikke liv i pigen og ligesom hvide børn bliver
blå af iltmangel så blev denne pige hvid. Pga. af farverne så hun særdeles
levende ud da vi ekstuberede hende, fineste kirsebærfarvede læber og lys
rødlig hud, der var noget “Snehvide” over hende, men hun var stendød.
Forestil jer hvordan hele det scenarie må have set ud for de 5 andre fødende
som alle kunne følge med og alle forstod hvad det betød at vi forlod stuen.
Nurse Knight havde sagt stop.
Som mange af jer ved så er der ikke noget jeg bryder mig mindre om end døde
børn……….

Jeg troede jeg skulle ha' en stille frokostpause på obstetrisk med Kevin.

Jeg troede jeg skulle ha' en stille frokostpause på obstetrisk med Kevin.

Jeg tog min madpakke og gik direkte tilbage til A&E, hvor der samtidigt
ankom en ældre mand med et skudhul i brystkassen, da det er ren rutine, blev
han behandlet stille og roligt og da operationsgangen var klar, sendte vi
ham videre. Der kom et par småskader som vi fik ekspederet hurtigt….. Roen
sænkede sig og forsvandt lige så hurtigt igen. Vi kunne høre en masse
aktivitet og råben fra security, En portør kom slæbende ind med en ung mand,
mandens kranie var åbent, han kiggede på os men var ikke i stand til at sige
noget. Portøren sagde at der holdt en JTC bus (som en HT bus) udenfor med 12
svært tilskadekomne fra en coasterulykke (en coaster er en Toyota hiace, som
man fylder med folk, de har et slogan der lyder “Hvor mange er der plads til
i en coaster?  svaret er: Én til!”)

De tilskadekomne blev slæbt, trukket, rullet og båret ind i en strøm, den
ene mere tilredt end den næste…
JTC chaufføren fortalte at han var kommet forbi umiddelbart efter
kolissionen og have taget så mange med han kunne overskue, han havde
efterladt 4 som han mente var døde.
Da bussen var tømt havde vi fået 9 patienter, de 3 andre var gået til.
Umiddelbart var det uforståligt at dette bare var en trafikulykke, de var
virkeligt hårdt kvæstede. Jeg har lige set coasterne i nyhederne og forstår
det bedre nu, de var revet midt over på langs og det var dem der sad i
midten så også…
Det skal siges at vi var 3 sygeplejersker og 2 læger i vagt… Hvad kan jeg
sige, det var nogle fuldkommen surrealistiske timer der fulgte. Vi knoklede
som sindsyge for at stabilisere dem, alle var unge mænd der havde været til
fest. Vi havde ikke identitet på en eneste af dem, så prøv lige at holde
rgt.billeder, blodprøver og andre relevante data adskildt - umuligt. Den
vagthavende anæstesilæge kom ned og meddelte os at der desværre ikke var
nogen pladser på intensiv så der var sådan set ikke nogen grund til at
intubere. Vi kunne jo lave tracheostomier hvis vi mente det kunne hjælpe….
“jeg smutter op igen, har en på bordet på operationsgangen”
De to bevistløse med åbne kraniebud var der ikke meget vi kunne gøre for.
Den ene døde mens vi ventede på neurokirurgerne. Det var ikke noget kønt
syn, der skal rigtig meget til før et sundt og ungt hjerte stopper uden
nogen som helst form for medicinsk hjælp. Den anden må jeg indrømme at jeg
havde svært ved at slippe, jeg ved det ikke, men det sidste jeg har hørt er
at han lever endnu. Jeg må endnu engang imponeres over personalet, jeg tror
jeg var den ældste af os, men når jeg så hvordan de arbejdede under de
forhold var jeg klart den yngste. Jeg må bare sige “RESPEKT”.
Intensivpladser var det mindste af manglerne, jeg mener vi manglede ALT fra
elastik bind, kolloider, halskraver og tape, til funktionelle laryngoskoper.
De kom langt med lommelygter og sammenklistrede papkasser.
Midt i det hele opstod en tragikomisk situation. En mand kom løbenede ind
med sin far i en kørestol. Faderen så ret død ud som han var stablet op i
stolen,  begge arme hang ned langs hjulene og nakken var tilbage, åben mund
og øjnene stirrede direkte op i loftet. Sønnen råbte om hjælp, vi var alle
optaget af arbejdet med de tilskadekomne så ingen reagerede. Sønnen råbte
igen og en af lægerne gik hen til ham og spurgte om han da ikke kunne se at
vi havde travlt, og at hans far da så ret død ud, om han ikke bare kunne
tage ham med igen? Sønnen begyndte med “Jamen han faldt om der hjemme og jeg
lagde ham ud i bilen og kørte straks herned” lægen lyttede med stetoskopet
og lyste faderen i øjnene, så spurgte han sønnen hvor han boede, sønnen
svarede “Portmore”. Lægen snerrede af sønnen “Portmore! det er mindst en
halv time herfra, kan du da ikke se at han er død og tag ham så med igen,
som du nok kan se, mangler vi ikke ligefrem lig!” Lægen gik, mens sønnen
faldt på knæ i krampegråd foran liget af sin far der stadig stirrede stift
op i loftet.  Da jeg ca 15 min senere kiggede ud bag gardinet var den døde
far stadig parkeret midt i det hele foran disken, behøver jeg at sige at han
ikke havde skiftet position.
Man synker lige en gang ekstra når pårørende tiltales på den måde, men man
har en klar prioritering, man bruger ikke 5 min på en død eller hans
pårørende, sådan er det.
Da morgenholdet mødte havde vi kun mistet den ene af patienterne og næsten
fået afsat samtlige til andre afd i huset. Ingen anede hvad der var blevet
af den døde far, men væk var han?

Kevin hentede mig og det lykkes os at komme hjem på trods af
udgangsforbudet. Jeg besvimede nærmest af træthed da jeg kom hjem.

 

Kevinn og jeg under helt andre forhold.

Kevinn og jeg under helt andre forhold.

 

Dennise vækkede mig 4 timer senere, hun havde kogt ged som jeg absolut skulle
smage……….
Hun har fødselsdag, jeg gav hende en æske danske småkager, tog hende på
Hilton til cheesecake og  kaffe, rundede af med en Big bacon classic på
Wendys, ja, for sådan én har jeg fundet, jubii, jubii, jubii!, hun var
lykkelig og jeg træt!
 Lige så sød som Dennise er, så afsløre hun dagligt nye
“blanke” fragmenter af sig selv. Jeg vil spare jer for hvordan det gik med
at lære hende at skrive smser på sin mobil…….. Jeg er ellers meget
tålmodig, hvis folk har Nokia, for som jeg siger “alle kan betjene
en Nokia, verdens mest brugervenlige tlf.” Ja jeg nøjes blot med at sige, at
jeg æder mine ord!

Nå men nu er jeg altså ret så træt og i må selv rette stavefejl og sætte
,,,, jeg orker ikke!
Tager 18 timer igen imorgen…..

B good

(Nej nu er kl 01.00 og gæt hvem der spøger uuhhhhuuu, det gør Gwen, han vil
lukkes ind, hvordan kan jeg vide om det er ham jeg giver nøglerne til
igennem gitteret, der er jo bælg ragende derude, jo det må være ham, der
bliver ihvertfald talt sort…… Hvis i ikke høre fra mig igen, ja så var
det altså ikke ham:o})

PS
Har hende Mary ikke snart født?
Mon jeg skal i Freudiansk gestalt psykosenederterapi når jeg kommer hjem?
Og hvis ja, hvem skal så betale;o)

Nurse Marlow

You must be logged in to post a comment.